Er du vores nye kollega?

Vores hubassistent Rasmus stopper pga. studiestart, og vi søger derfor en ny medarbejder til vores Service Team med start 1. August 2019.

Du vil indgå i et team bestående af en Office Manager og to hubassistenter, der sammen har til opgave at sørge for, at alle fællesområder i vores kontorfællesskab fungerer optimalt. Arbejdsopgaverne består bl.a. af rengøring af kaffemaskiner, påfyldning af kaffebønner og mælk, rengøring og oprydning i tekøkkener, tjek af toiletter, tjek af mødelokaler, opfyldning af lager og fordeling af post.

Hvem er du?

Du er serviceorienteret, imødekommende, i god form og fysisk robust, da jobbet indebærer megen bevægelse mellem bygningerne, herunder udbringning af tunge mælkedunke. Du er ikke bange for skrald eller for at rengøre et toilet. Du skal kunne arbejde hurtigt og fleksibelt og være klar til at løse mange forskellige typer af opgaver, som kræves i de aktuelle situationer.

Vi vil foretrække en medarbejder med erfaring inden for servicefaget, gerne inden for restaurations- eller hotelbranchen.

Du skal kunne forstå, tale og skrive både dansk og engelsk. Serviceteamets interne sprog er engelsk, og mange af kontorfællesskabets beboere er engelsktalende. Og så skal du være mødestabil.

Stillingen er 37 timer om ugen og arbejdstiden lægges inden for tidsrummet kl. 8-17 mandag til fredag. Du skal være fleksibel i forhold til mødetider i tilfælde af kollegers sygdom eller ferie.

Hvem er vi?

BLOXHUB er en forening, der blev stiftet i 2016 og har til formål at understøtte innovation inden for bæredygtig byudvikling. BLOXHUB driver et kontorfællesskab med over 600 lejere og har små 300 medlemsvirksomheder, der løbende holdes aktiviteter for. Kontorfællesskabet dækker knap 10.000 m2 og er fordelt på to nabobygninger ved Langebro/Bryghuspladsen: BLOX, som er spritny og Fæstningens Materialgård, som er 250 år gammel.

BLOXHUB har p.t. 14 fastansatte medarbejdere. Det er en uformel arbejdsplads med en flad organisation og et hurtigt tempo. Kontorfællesskabet åbnede sidste år, så vi er en ung organisation i udviklingsfasen.

Motiveret ansøgning sendes til info@bloxhub.org senest 19. Juni 2019

Hvis der er spørgsmål til stillingen, kan Office Manager Alice Gonnet kontaktes på 22 22 46 39.