Tværfagligt samarbejde mellem byggeriets faggrupper kræver vidensudveksling og ligeværdighed. Et netop afsluttet kursus om transformation og renovering, arrangeret i samarbejde mellem Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur og EUC Nord, peger på, at udveksling af viden om arkitekturhistorie, materialekendskab og håndværksmæssige teknikker nærer den enkelte faggruppes stolthed ved at bidrage til at bevare bygningskulturarven.
”Arkitekter har som faggruppe mistet autoritet. I gamle dage havde arkitekten en stor viden om både håndværk og materialer, men med industrialiseringen bliver byggeriets forskellige faggrupper splittet op i specialer”, forklarer kursusunderviser Nicolai Bo Andersen, Professor MSO i bæredygtig bygningskultur på Det Kongelige Akademi. ”Det har givet anledning til en mangelfuld dialog på byggepladsen og en manglende evne til at tænke i helheder på tværs af branchen. Min undervisningskarriere er derfor også i nogen grad gået med at forsøge at forbinde praksis og teori – hånden og ånden,” siger han.
Kursusdeltager og seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet, Niels Haldor Bertelsen, stemmer i: ”Vi er både nogen, der kan lære os til det (ånden) og nogen, der kan mærke os til det (hånden). De dele skal være ligeværdige”, siger han og understreger vigtigheden af at styrke tværfaglighed i branchen.
Netop derfor har Det Kongelige Akademis og BLOXHUB’s Summer School om transformation og renovering været tilrettelagt på en måde, der både har vægtet det teoretiske og praktiske og rettet sig imod en tværfaglig gruppe af deltagere, dvs. håndværkere, konstruktører, ingeniører, arkitekter og rådgivere fra myndigheder. Målet har været at udvikle en fælles viden, konkret kunnen og metodisk fremgangsmåde på tværs af byggeriets faggrupper for at øge kvaliteten i og omkring transformation og renovering af den eksisterende bygningsmasse.
Faglig stolthed og vidensudveksling mellem fagene højner kvaliteten
For kursusunderviser og institutleder ved Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur, Arne Høi, handler det bl.a. om at skabe en kultur, der hæger om udveksling af viden: ”Vores fag halter, hvis ikke vi har et materialekendskab. Derfor arbejder vi på dette kursus særligt med sammenhængen mellen arkitektur, håndværk og materialer. Også når vi taler om f.eks. arkitekturhistorie, hvor den kunsthistoriske vinkel alene nogle gange kan være svær at gøre operativ. Det er netop den dialog, vi ønsker at skabe grundlaget for i samarbejde med andre faggrupper”, siger han.
Kursusdeltager Elena Hunnerup Petersen, der til dagligt er faglærer og dekorationsmaler hos Svendborg Erhvervsskole fremhæver, at faglig stolthed fører til en følelse af medansvar, der bidrager til at højne kvaliteten i byggeriet og løfte formålet med arbejdet ud over indtjening og effektivitet: ”Min fornemste opgave er at formidle, hvad vil det sige at være en god håndværker. Det er ikke bare et spørgsmål om at lave gode akkorder, men om at tage faget med sig som en fakkel, man overdrager til de næste generationer. Jeg vil have, at mine elever går ud i verden med en fornemmelse af stolthed ved deres fag. De skal ikke bare tænke, at deres arbejde skal være effektivt og kunne betale sig. Tænk, hvis nu de i stedet siger, ’jeg har faktisk også et ansvar for at være med til at istandsætte denne helt særlige bygning’”.
Værdisætning som afsæt for tværfaglig kommunikation
Udover vidensudveksling mellem faggrupper vægter Arne Høi en solid metodisk tilgang som et væsentligt kommunikationsredskab til at styrke den tværfaglige dialog i branchen og dermed også opnå en højere kvalitet i renoverings- og transformationsprojekterne: ”Værdisætningen af den eksisterende bygningsmasse, som vi introducerer som noget af det første på kurset, er en metode og en systematisk tilgang, der udgør et meget væsentligt kommunikationsredskab mellem bygherre, myndigheder, arkitekt og håndværker. Og jo mere fælles sproget og processen er, jo mere kvalificeret bliver resultatet”, fastslår han og uddyber: ”Når vi taler om værdisætning, så taler vi netop om, at værdierne ikke er inde i tingene, men inde i hovedet på os selv, og vi tillægger tingene værdi ud fra de forudsætninger, vi har. Derfor er det helt grundlæggende for at få en kvalificeret værdisætning, at vi har forskellige faglige optikker”, slutter han.
Kurset ’Transformation og renovering – arkitektur, håndværk, bæredygtighed’ og byggeteknik’ er udviklet i et samarbejde mellem Byggeriets Uddannelser, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering og EUC Nord. Projektet er støttet af Realdania og Grundejernes investeringsfond og indgår i en BLOXHUB-satsning for at styrke tværfagligt samarbejde i byggeriet.