Byggeriet er en stor branche i vækst. Men også en branche med en række udfordringer; så som produktivitetsudvikling, indtjening og eksport.
Heldigvis er der også store potentialer for forbedring på en række af områderne: Hvordan kan vi reducere spild? Hvordan kan vi forbedre arbejdsmiljøet? Hvad skal der til for at øge kvaliteten i det afleverede byggeri? Hvordan forbedrer vi bedst indtjeningsevnen? Og hvordan sikrer vi samtidig, at vi mindsker det ressourcemæssige aftryk, både når der bygges, i driften og i re- og upcycling af byggeriet?
Her kunne en af mulighederne for innovation være blockchain. Blockchain er en teknologi, der i det store og hele er gået uden om byggeriet indtil videre. Det gør det oplagt at se på blockchains potentialer i branchen. Ikke mindst for BLOXHUB, som arbejder for at skabe bæredygtigt byggeri og byer med ny teknologi som et centralt virkemiddel.
Derfor har vi valgt at samle en række indsigter fra et af BLOXHUB’s Urban Partnerships forløb – en række dybdegående innovationsworkshops med deltagelse fra teknologileverandører og nøgleaktører fra hele byggeriets værdikæde – i dette white paper.
Det er vores håb, at vi, ved at brede den viden ud, som blev skabt på forløbet, forhåbentlig kan være med til at anspore til videre udvikling af brugen af blockchain i byggeriet.
9 ANBEFALINGER TIL BRUG AF BLOCKCHAIN I BYGGERIET
- Forstå blockchain. For at forstå potentialet må man sætte sig ind i teknologien. Der kræver ikke en dyb teknisk forståelse for at blive en god bruger eller bestiller af en blockchain, men det er en fordel at kende de centrale principper, når man skal træffe beslutninger inden for domænet. Indsat bagerst i denne publikation er en liste over relevant læsestof.
- Ejerskabet afhænger af løsningerne – men i første omgang vil det naturlige ejerskab ligge hos enten bygherrerne, producenterne, totalentreprenørerne eller eksterne teknologileverandører.
- Start med ”use-cases”. Blockchain er som nævnt en lokal og decentral teknologi, som er velegnet til at håndtere bestemte typer af relationer. Det er derfor afgørende at finde de konkrete anvendelsesområder og use-cases, som blockchain med fordel kan bruges til at håndtere.
- Fokuser på det særlige ved blockchains. Det er fristende at indtænke alle byggebranchens udfordringer i udformningen af en blockchain – at lave løsningen der løser ”det hele”. Men dette indebærer en masse følgeinnovation og gør udviklingsprojektet omfattende. Start derfor med at finde den afgrænsede problemstilling, hvor blockchain skaber en klar effekt, og hvor der i videst muligt omfang er sammenfald imellem, hvem der investerer i løsningen, og hvem der henter gevinsterne fra løsningen.
- Find store og uløste anvendelsesområder. Blockchain vil som en ny teknologi blive modtaget med en sund portion skepsis. Og vil komme i konkurrence med eksisterende måder at håndtere data på. Måder, som isoleret set måske er mindre effektive, men som passer bedre til eksisterende praksisser og som kræver færre investeringer indledningsvis. Det er derfor afgørende at finde anvendelsesområder som slet ikke håndteres i dag, og som betragtes som et stort og afgørende problem.
- Fokuser på værdien ikke teknologien. Det handler ikke om at have en dyb teknisk indsigt i blockchain men om at bruge blockchain. Blockchain er en underlæggende teknologi der understøtter dataudveksling. For alle andre end dem der skal udvikle og programmere blockchain-teknologien, er det ikke afgørende at man forstår præcis hvordan den virker – det afgørende er, at der er et interface, der gør den let at bruge. Man behøver heller ikke at forstå hvordan netbank virker for at kunne bruge den.
- Dataet skal være der – eller skal indsamles. Blockchain er en teknologi til at håndtere data, ikke til at skabe dem. Det er stadig afgørende, at der er tilgængelige og pålidelige data, som blockchainen kan basere sig på. Det kan enten være data, der allerede er der eller som let kan genereres – eksempelvis ved øget bruger-registrering, automatisering eller sensorer.
- Husk alt det rundt om teknologien. En ny teknologi gør det ikke i sig selv. Det er vigtigt, at der er de nødvendige kompetencer til at håndtere den, og at teknologien ikke er alt for fremmedartet. Indførelse af blockchain er i høj grad afhængig af gennemtænkte brugerflader og forandringsledelse. Og så skal vi være parate til, at ikke alle rykker lige meget og lige hurtigt. Det er en udvikling, der kommer til at ske i flere tempi – også fordi denne teknologi netop kan fungere lokalt og dermed ikke kræver en fælles udrulning som tidligere digitaliseringsbestræbelser.
- Tænk stort, men start småt og hav overblik over, hvad det kræver, risiciene og den ønskede værdi. Værdien af at anvende blockchain-teknologien er proportional med omfanget af implementering og anvendelse.
Hent og læs BLOXHUBs white paper her.
Læs mere om Urban Partnerships her.